Sheltie sundhed

Shetland Sheepdogs er generelt en sund hund, og der ses ikke store problemer med arvelige sygdomme.

Avlsrestriktionerne hos DKK for Shetland Sheepdogs er meget få (reelt set kun et) og ved andre racer er der mange restriktioner.
Der er mere end 200 racer i Danmark. De har alle forskellige typiske sygdomme – nogle har rigtig mange eller alvorlige sygdomme og andre har ganske få.

Ved at vælge en hund med sundhedsattest fra en godkendt opdrætter, sikre du dig bedre at avlsdyrene har gennemgået strenge avlsprogrammer. Det gør, at risikoen for arvelige sygdomme og eventuelle sundhedsproblemer er mindre.

Maggie

Psyke og sind for Shetland Sheepdogs

Sheltien kan være noget følsomme overfor bevægelser og lyde, og de kan have tilbøjelighed til overdreven afhængighed af deres ejer, hvis de bliver behandlet forkert. De er meget vagtsomme, hvilket betyder, at de gør en hel del.

Du må aldrig være hård ved en Sheltie, så ender du med at knække dens psyke. Den har brug for at vide, at den ALTID er elsket. Den kan være lidt reserveret over for fremmede, derfor er det en god ide at træne socialisering for at mindske det.

Maggie

Fokusområder for Shetland Sheepdogs

De to oftest nævnte sygdomme hos sheltien er hofteledsdysplasi (HD) og øjenforandringer. Øjenforandringerne er CEA – Collie Eye Anomaly (avlskrav), PRA – Progressiv Retinal Atrofi (avlsanbefaling) og fejlplaceret øjenhår i øjenlåg.
– Vi avler kun på hunde med HD-vurderingen God / Fremragende (modsvare A eller B niveau hos DKK) og på hunde uden CEA og PRA

Sheltien kan være udfordret med forkert placerede tænder. Det skyldes enten arvelige lansetænder eller tilbageholdte mælketænderne. Tilbageholdte mælketænder SKAL fjernes, hurtigst muligt, for ikke at skade blivende tænder. Du SKAL kontakte en special tanddyrlæge og ikke din almindelige dyrlæge.
– Vi avler kun på hunde uden lansetænder

Maggie

Andre øjenforandringer og gen-sygdomme

Gennem sund og dygtig avl er mange gen-sygdommer fjernet fra sheltie racen, men de kan forekomme i racen, da gen-sygdomme kan ligge latent i gen-massen.

Så meget få hunde får:
– andre øjenforandringer såsom Retinopati – nethindeforandring, Cataract – grå stær, Cornea Dystrofi – pletter på hornhinden og Persisterende pupilmembran – ekstra iris hinde.
– genetiske sygdomme såsom Hypothyroidisme – nedsat stofskifte, Von Willebrands sygdom – blødersygdom, Dermatomyositis – gigtsygdom, epilepsi, hjertefejl, hjertestop, døvhed og Multi Drug Resistance – MDR1.

VIGTIGT! Når alt dette er skrevet, er det vigtigt, at slå fast, at Shetland Sheepdogs generelt er en sund hund, og der ikke ses store problemer med arvelige sygdomme!