Teenagehunden

Når hunden kommer i puberteten, sker der store forandringer i hundens opførsel og den kan blive noget af en prøvelse. Det er helt normalt og du kan hjælpe den igennem den svære periode.

På billedet ses Morgan ”Flørnæss Moonlight Shadow” fra Maggie Reilly kuldet

Det er med hunde som med børns teenagealder – det er kun en periode. Men selv den mest erfarne hundeejer kan blive sat på en alvorlig prøve.

I den periode bliver hundens hjerne pumpet fuld med en kæmpemæssig mængde hormoner, og det påvirker naturligvis adfærden. Unghunden er under konstant fysisk forandring, samtidig med at den på mange måder mentalt stadig er en hvalp. Selv den mest sociale og nemme hvalp kan forandre sig drastisk under hormonperioden og blive til en reaktiv, ressourceforsvarende og totalt forstyrret unghund.

En unghund vil gerne udforske miljøet mere og har en tendens til at reagere med en højere intensitet og en større anspændthed på andre hunde og mennesker. De kan blive mere frygtsomme i perioder og være bange for ellers helt normale ting.

Unghundens opførsel handler ikke om at tage magten fra dig eller overtage styring og kontrol i hjemmet. Den unge hvalp gør alt for at skabe en god relation til dig, fordi den har behov for din omsorg, mens unghunden er mere fokuseret på verden omkring sig. Det kan være ekstremt frustrerende og bekymrende, og det kan få os til at handle uhensigtsmæssigt.

Stimulering og aktivitet er vejen frem sammen med ros. Under puberteten kan vi have en tendens til at fokusere på alt det, hunden gør forkert, og det, vi ikke ønsker.

Rose din hund hver dag, mange gange, for alt det, din hund gør, som du ønsker. Når den lægger sig roligt ned. Når den hilser på mennesker uden at hoppe op. Når den ikke gør i haven, når nogen går forbi. Og når den ikke trækker på gåturen. Husk også at rose den for bare at være dejlig, smuk, sjov og fræk. Giv minimum 10-15 gratis godbidder hver dag for bare at være skøn.

Lad være med at skælde ud. Brug i stedet ignorering og afledning. Du får hunden til at blive så vildt interesseret i noget andet, som du tilbyder, at den glemmer alt om at tygge i bordbenet, trække i dugen, eller hvad den ellers har fundet på af narrestreger.

De fleste aggressionsproblemer udspringer fra en følelse af usikkerhed og utryghed. Unghunden kan lige pludselig få en følelse af frygt, som den ikke har vist før i samme situation. Såfremt din hund oplever dette mere end én gang og ikke får hjælp, vil den lære at håndtere situationen på sin egen måde, som oftest er forøget aggressivitet.

Sørg for, at din hund møder rolige og venlige hunde, hvor du kan se, at din hunds signaler bliver respekteret. Hjælp din hund, hvis du kan se, at den ikke bryder sig om legen eller mødet.

Kilder:
‘Smart Animal Training Systems’ blog, blog.smartanimaltraining.com
Dog Behavior’, Ian Dunbar, 1999
‘The Effects of Spaying and Neutering on Canine Behavior’, James O’Heare, 2006
Betina Sabinsky, professionel adfærdsbehandler og dyreinstruktør, DogWise 2014